Når den, man elsker, bliver alvorligt syg, sker der ofte noget med hele familien.
Pludselig er der noget, der skal håndteres.
Hospitalet skal ringes op. Aftaler skal huskes. Der skal køres til behandling. Medicin skal hentes. Børnene skal have mad. Arbejdet skal passes. Regningerne skal betales.
Og måske er det dig, der gør det.
Ikke fordi nogen har besluttet, at det skal være dig.
Det sker bare.
Du tager lidt mere over.
Så lidt mere.
Og pludselig er det dig, der holder styr på det hele.
Samtidig skal du være den gode ægtefælle. Den forstående. Den, der lytter. Den, der trøster. Den, der siger, at det nok skal gå.
Men hvem er der, når du selv bliver bange?
For den pårørende bliver også ramt
Når man taler om alvorlig sygdom, er fokus naturligt på den, der er syg.
Det er også den person, der skal undersøges og behandles.
Men som pårørende lever man samtidig midt i sygdommen.
Man følger med til kontroller.
Man venter på svar.
Man ser den, man elsker, forandre sig.
Man kan være bange for, hvad der skal ske.
Og samtidig skal man forsøge at skabe en hverdag, der ligner en hverdag.
Det kan være en mærkelig dobbelthed.
Man kan være dybt bekymret og samtidig stå og smøre madpakker.
Man kan have lyst til at græde og samtidig skulle hente børn.
Man kan være rasende, udmattet eller bange og stadig skulle være den, der får det hele til at fungere.
Der er ikke nogen pauseknap.
Og så bliver man måske den stærke
Mange pårørende fortæller ikke nødvendigvis, hvor svært de selv har det.
Måske fordi den anden allerede har nok at slås med.
Måske fordi man ikke vil gøre den syge mere bekymret.
Måske fordi man tænker:
“Det er jo ikke mig, der er syg.”
Så man holder noget tilbage.
Man fortæller ikke altid, hvor bange man er.
Man fortæller ikke, hvor træt man er.
Man fortæller måske heller ikke, at man savner sit gamle liv.
For hvordan kan man tillade sig at savne sit eget liv, når den, man elsker, kæmper med sygdom?
Det kan give en særlig form for ensomhed.
Ikke fordi man nødvendigvis mangler mennesker omkring sig.
Men fordi man mangler et sted, hvor man selv må være den, der har det svært.
“Husk nu at passe på dig selv”
Det råd hører mange pårørende.
Lidt ligesom instruktionen i et fly:
Tag selv iltmasken på, før du hjælper andre.
Det giver mening.
Men jeg tænker ofte:
Hvad hvis man ikke aner, hvordan man gør?
Hvad hvis man har været så optaget af at holde den anden oven vande, at man ikke længere kan mærke, hvornår man selv mangler luft?
Hvad hvis man ikke engang ved, hvad man skal bede om hjælp til?
For egenomsorg er ikke nødvendigvis et bad, en gåtur eller en kop kaffe alene.
Nogle gange er det langt mere grundlæggende.
At nogen hjælper dig med at finde ud af, hvad der faktisk sker med dig.
Hvad du har taget ansvar for.
Hvad du ikke længere kan holde til.
Hvad du savner.
Hvad du er vred over.
Hvad du er bange for.
Og måske også hvad du har brug for, uden at du skal føle skyld over at have brug for det.
Man kan elske nogen og være udmattet af at passe på dem
Det er vigtigt at sige højt.
Man kan elske sin mand og være træt af at være den, der skal holde styr på alt.
Man kan elske sin kone og savne den måde, forholdet var på før sygdommen.
Man kan være taknemmelig for, at behandlingen virker, og samtidig være ked af de forandringer, sygdommen har ført med sig.
Man kan være glad for, at ens partner stadig er her, og samtidig sørge over noget, man har mistet.
Det ene ophæver ikke det andet.
Det gør dig ikke egoistisk.
Det gør dig menneskelig.
Du er ikke kun den, der står ved siden af
Det er måske noget af det vigtigste.
Som pårørende kan man langsomt komme til kun at se sig selv i forhold til den syge:
Hvad har han brug for?
Hvad har hun brug for?
Hvad skal vi?
Hvad siger lægen?
Hvornår er næste kontrol?
Men der er også et menneske i det her, som er dig.
Med dine egne behov.
Din egen identitet.
Dine egne grænser.
Dit eget liv.
Og det skal ikke forsvinde, bare fordi sygdommen er kommet ind i familien.
Det betyder ikke, at du skal prioritere dig selv først.
Det betyder, at du også skal være med i ligningen.
For det er ikke kun den syge, der skal have lov til at være et helt menneske i et sygdomsforløb.
Det skal du også.
Og måske er det netop dér, vi skal begynde.
Ikke med spørgsmålet:
“Hvordan bliver jeg bedre til at passe på mig selv?”
Men med:
“Hvad er der egentlig sket med mig, mens jeg har passet på alle andre?”