Man kan godt være omgivet af mennesker og stadig føle sig alene.
Du kan have en ægtefælle, børn, familie, venner, kolleger og mennesker, der spørger, hvordan du har det, og som gerne vil hjælpe. Og alligevel kan der være en del af dig, som føles helt alene med det, der er sket.
For sygdom ændrer noget.
Det kan være svært at forklare, hvad det gør ved dig at få en alvorlig sygdom. Ikke kun hvad der sker med kroppen, men hvad der sker med dine tanker, din tryghed, din identitet og dit blik på fremtiden.
Måske prøver du at forklare det, men ordene rækker ikke helt.
Du kan sige: “Jeg er bange.”
Men det forklarer måske ikke den uro, der kommer, når du skal til kontrol.
Du kan sige: “Jeg er træt.”
Men det fortæller ikke nødvendigvis, hvordan det er at være træt på en måde, hvor du ikke længere kan det samme som før.
Du kan sige: “Det går egentlig meget godt.”
Selvom der samtidig kan være tanker, du går alene med.
Og måske bliver det også svært at fortælle om de ting, der føles mere private. Kroppen, seksualiteten, vandladningen, tabet af kontrol, frygten for tilbagefald eller følelsen af ikke længere helt at være den mand eller kvinde, du var før.
Det kan være svært at forklare et andet menneske, hvordan det er at leve i en krop, man pludselig ikke kan stole helt på.
At være ensom er ikke det samme som at være alene
Nogle mennesker er faktisk alene med deres sygdom. De har måske ikke en partner, familie eller nære venner at dele det med.
Men man kan også være ensom midt i en familie.
Man kan sidde til middag med dem, man elsker, og stadig føle, at ingen rigtig kan komme med ind i det sted, man selv befinder sig.
For ensomhed i sygdom handler ikke altid om, hvor mange mennesker man har omkring sig.
Det kan handle om følelsen af ikke at blive forstået.
Om at have noget inden i sig, som man ikke rigtig kan få sagt.
Om at mærke, at man selv er blevet forandret, mens verden omkring én på mange måder fortsætter som før.
Andre ser måske den samme person.
Men man kan selv opleve, at man ikke længere helt er den samme.
Og det kan være ensomt.
Måske er det derfor, noget af det vigtigste ikke altid er at finde nogen, der har de rigtige svar.
Men at finde et menneske, man ikke behøver at forklare alting til.
Et menneske, der kan holde ud at høre om det svære.
Et menneske, der ikke straks prøver at gøre det bedre.
Et menneske, der kan være der sammen med én i det, der er blevet anderledes.
For nogle gange er det ikke løsninger, man mangler.
Man mangler at føle:
“Der er faktisk nogen, der forstår, hvad det her gør ved mig.”