Der findes en forestilling om, at hvis man har brug for at tale med nogen, så er man måske ikke stærk nok til at klare det selv.
Det tror jeg ikke på.
Man kan sagtens være et stærkt menneske. En, der passer sit arbejde, sin familie og sit liv. En, der normalt finder ud af tingene og ikke har brug for, at andre løser dem.
Og så kan man få en alvorlig sygdom.
Pludselig står man med noget, som ikke bare kan løses.
Der kommer undersøgelser, behandlinger, kontroller, ventetid og beskeder, man skal forholde sig til. Og samtidig skal hverdagen helst fortsætte. Man skal være far, ægtefælle, bedstefar, ven eller kollega.
Måske prøver man at være den samme som altid.
Men indeni kan der være en masse, som fylder.
Frygten for, hvad der skal ske.
Frygten for at sygdommen kommer til at ændre ens liv.
Frygten for at miste noget af det, man holder af.
Og måske også frygten for at gøre sin familie ked af det.
For hvad gør man, når ens kone eller børn allerede er bekymrede?
Skal man så også fortælle dem, hvor bange man selv er?
Måske holder man noget tilbage for at beskytte dem.
Man siger måske, at det går fint.
Selvom det ikke altid gør.
Og så kan man ende med at gå alene med nogle af de sværeste tanker, netop fordi man prøver at passe på dem, man elsker.
Og nogle gange orker man ikke at høre, at det nok skal gå
De fleste mener det godt.
Familien siger det.
Vennerne siger det.
Kollegaen siger det.
“Det skal nok gå.”
“Du skal nok komme igennem det.”
“Det bliver sikkert fint.”
Og nogle dage kan man næsten ikke holde ud at høre det mere.
For hvad nu hvis man ikke ved, om det går?
Hvad hvis man faktisk er bange?
Hvad hvis man ikke har brug for, at nogen fortæller én, at det nok skal gå, men bare har brug for, at nogen kan holde ud at høre, at man er bange?
Det er noget af det, jeg gerne vil kunne tilbyde.
Et sted, hvor du ikke behøver at berolige andre.
Hvor du ikke behøver sige, at det går fint, hvis det ikke gør.
Hvor du ikke behøver tage hensyn til, om den anden bliver ked af det.
Hvor du kan sige det, som det er.
Måske mangler man bare et menneske at tale med
Jeg ser min rolle lidt som den ven, man mangler midt i et sygdomsforløb.
Ikke den ven, der siger, at det nok skal gå.
Og heller ikke den, der kommer med hurtige løsninger.
Men den ven, der kan holde ud at høre det hele.
Jeg har stået ved siden af tusindvis af mennesker gennem sygdomsforløb. Jeg kender sundhedsvæsenet indefra og ved, hvad sygdom, undersøgelser, behandlinger og kontroller kan sætte i gang i et menneske og i en familie.
Jeg er ikke læge, og jeg er ikke psykolog.
Jeg blander mig ikke i din behandling.
Jeg skal heller ikke finde ud af, hvad der er galt inde i dig.
Jeg er der for det menneske, der skal leve med sygdommen.
For det, der sker mellem undersøgelserne.
For alle de tanker, der kommer om aftenen.
For frygten for fremtiden.
For det, der er svært at sige højt.
Og for det liv, der skal leves, mens sygdommen er en del af det.
Et sted, hvor du ikke behøver være stærk
Du behøver ikke have styr på dine tanker, når du kommer.
Du behøver ikke vide, hvad du gerne vil tale om.
Du kan komme med en bekymring, en frustration eller en frygt.
Du kan tale om din krop, din seksualitet, din familie, dit arbejde, din vrede eller din angst for, hvad der skal ske.
Eller du kan bare have brug for at få luft.
Nogle gange er det ikke en løsning, man har brug for.
Man har brug for et menneske, der lytter.
Et menneske, som forstår sygdommens verden.
Et menneske, som ikke bliver forskrækket over det, man siger.
Et menneske, som ikke straks prøver at gøre det bedre.
Jeg låner dig håb, når du selv mangler det
Jeg tror ikke på, at man altid skal være positiv.
Der er dage, hvor sygdommen bare er noget lort.
Det skal der også være plads til.
Men når man står midt i noget svært, kan det være svært selv at få øje på, hvad der stadig er muligt.
Der kan jeg godt låne dig lidt af mit håb.
Ikke et kunstigt “det skal nok gå”.
Men håbet om, at du stadig kan få et godt liv, selvom livet måske ikke bliver helt, som du havde forestillet dig.
Håbet om, at du ikke behøver finde ud af det hele på én gang.
Og håbet om, at du ikke behøver stå alene med det.
Det gælder også dig, der står ved siden af.
For sygdom rammer ikke kun den, der har diagnosen.
Som pårørende kan man være bange, uden selv at være syg. Man kan prøve at være stærk for den anden og samtidig være bange for at miste.
Man kan have sine egne spørgsmål og bekymringer, men holde dem tilbage, fordi man ikke vil gøre den, der er syg, mere ked af det.
Det kan også være ensomt.
Derfor er der også plads til dig.
Du behøver ikke være stærk hele tiden.
Du behøver ikke klare det hele selv.
Nogle gange har man bare brug for et menneske, der forstår, hvad sygdommen gør ved et menneske og en familie.
Et menneske, hvor man kan sige det, man ikke kan sige alle andre steder.
Et menneske, hvor man kan få luft.
Et menneske, der kan blive siddende lidt endnu, når der ikke er mere at sige.
Det er det rum, jeg gerne vil skabe.